Amerikansk havn mærker Hanjin-konkurs
Den amerikanske havn Port of Long Beach oplevede et fald i containermængderne på 16,6 procent i september sammenlignet med september sidste år. Faldet skyldes, at det sydkoreanske containerrederi Hanjin Shipping er gået konkurs.
Havnens arbejdere har flyttet 546.805 TEU i september måned, heraf var 282.945 TEU import, og det er et fald på 15 procent i forhold til september 2015. Eksporten faldt til 120.383 TEU, et fald på 4,2 procent.
Faldet skyldes blandt andet, at Hanjin-drevne skibe ikke har anløbet havnen, men også at der har manglet Hanjin-containere på de skibe, der drives af CKYHE-alliancens andre medlemmer, dvs. Cosco Container Lines, K Line, Yang Ming og Evergren Line.
Hanjin-containerne har udgjort 12,3 procent af de samlede containermængder i havnen.
Kilde: World Maritime News