Absalon bliver sendt til Østafrika
Det danske støtteskib Absalon skal den 10. september sendes til farvandet ud for Afrikas Horn, hvor det skal være med til at bekæmpe pirateri ved at deltage i NATO’s Operation Ocean Shield frem til jul. Det er 17. gang, at Danmark bidrager til denne operation.
”Operationen har været og er stadig en succes. Og det er vigtigt, at vi fortsat viser tilstedeværelse i området, så pirateri ikke blomstrer op igen”, siger kommandørkaptajn Per Moll Petersen, der er chef på Absalon.
Piraterne i områderne omkring Afrikas Horn har været under solidt pres i den periode, Operation Ocean Shield har kørt. Og det har haft en meget direkte effekt. Der er nemlig ikke blevet udført pirateri i området siden 2012.
Siden 2008 har Danmark adskillige gange haft maritime enheder udsendt til antipiraterioperationer i Det Indiske Ocean, og Søværnets Taktiske Stab har fem gange varetaget funktionen som styrkechef for de internationale flådestyrker.
Siden august 2008 har de udsendte danske flådeenheder tilbageholdt 295 formodede pirater, befriet 78 gidsler og afværget 40 piratangreb. Senest den 13. marts 2015 blev ni pirater idømt fængselsstraffe for angreb på det danske skib Torm Kansas i november 2013.
Kilde: Forsvaret