35 job nedlægges på Flådestation Korsør
Flådestation Korsør blev ikke nedlagt som led i forsvarsforliget. Men nu kommer der alligevel en række fyringer i Korsør. Det sker fordi Hærens, Flyvevåbnets og Søværnets militærpoliti skal samles i Aalborg. Det betyder, at 35 stillinger i Korsør nedlægges.
Da forsvarsforliget for 2013-2017 var vedtaget kunne de ansatte på Flådestation Korsør i første omgang ånde lettet op, da fremtiden var sikret til 2017. Alligevel rammer forsvarsforligets virkninger nu, hvor de politiske beslutninger effektueres.
Således integreres Hærens militærpoliti fra Aalborg med Flyvevåbnets militærpoliti fra primært Karup samt Søværnets militærpoliti fra henholdsvis Frederikshavn, Aarhus, Korsør og København i den nye kapacitet i Aalborg.
Værnenes nuværende militærpolitikapaciteter udgør cirka 365 stillinger. Ved etablering af den nye myndighed forventes det, at der samlet reduceres med cirka 20 stillinger, således den nye struktur som udgangspunkt vil have cirka 345 stillinger. Geografisk fordelt forventes omkring 35 stillinger nedlagt i Korsør, cirka 15 stillinger nedlagt i Karup, mens der oprettes omkring 30 nye stillinger i Aalborg.
Den værnsfælles kapacitet forventes fuld operativ fra 1. januar 2016.
Kilde: Forsvaret og sn.dk