ZIM bestiller flere kølecontainere hos Maersk
Maersk Container Industry har leveret yderligere 500 Star Cool kølecontainere til det israelske rederi ZIM, der i forvejen er en god kunde hos det danske selskab. Containerne er udstyret med selskabets avancerede “Controlled Atmosphere” (CA) system.
De CA-udstyrede containere gør særlig nytte ved transport af letfordærvelige varer som frugt, fordi teknologien gør det muligt at overvåge mængden af ilt og kuldioxid i enheden.
"Vi er meget tilfredse med at tilføre vores ZIMonitor-køleflåde variation med MCI's Controlled Atmosphere-teknologi. Disse avancerede enheder er særligt egnede til følsomme produkter som blåbær og avocado," siger Michal Marcus, der er produkt manager for ZIMonitor, i en pressemeddelelse fra Maersk Container Industry.
Ordren fra ZIM er den fjerde i træk til det Maersk-ejede selskab.
Kilde: Maersk Container Industri