World Careers har succes på sociale medier
Rekrutteringen af unge til Det Blå Danmark kræver mere end bare pjecer, uddannelsesmesser og hjemmesider. Det kræver synlighed, og det har uddannelseskampagnen World Careers stor succes med via blandt andet sociale medier og esport.
”På et år har vi samlet set haft 60 millioner visninger på tværs af vores digitale platform. Det er over al forventning. Alene vores musikvideo med vores youtuber fra i sommers har haft næsten 900.000 visninger og youtube kanalen WorldCareersTV, runder snart 3.000.000 mio. visninger. Det handler om at finde noget, som de unge gider høre og læse om og fange dem, der hvor de er,” siger kampagneleder Anne Bay Riisager.
En youtuber, der laver musikvideoer og besøger den danske flåde. 20 gamere, der konkurrerer i en counter strike turnering. Det skal gøre en uddannelse og karriere i Det Blå Danmark mere attraktiv og hjælpe med at promovere de maritime uddannelser overfor unge i alderen 14-28 år. Begge dele har stor succes.
Tirsdag var den maritime branche samlet til et oplæg om sociale mediers effekt hos Maritime Development Center. Her deltog blandt andet bureauet Publicis Media, som netop har fokus på målgruppens tilstedeværelse online, som omdrejningspunkt for kommunikationen.
World Careers har netop arbejdet med at finde fremtidens arbejdskraft i Det Blå Danmark, før de unge træffer uddannelsesvalg. Derfor har de koblet sig sammen med esport.dk til World Careers CS:GO Tournament – en Counter Strike turnering afholdt i Danske Rederiers lokaler.
”Der er flere esport-foreninger nu, end der er fodboldforeninger. Så selvfølgelig ligger der en helt interessant målgruppe, som vi gerne vil fange i esport-verdenen,” siger Anne Bay Riisager, der ser mange muligheder i esporten fremover.
Kilde: Danske Rederier