Wilbur Ross tror på snarligt opsving
Den amerikanske spekulant Wilbur Ross tror, at skibsfarten står foran et opsving i 2014. Derfor er han nu på jagt efter nye muligheder for at opkøbe skibe. Ross kontrollerer allerede Navigator Holding der ejer 1/3 af verdens mellemstore LPG-tankskibe.
”Vi vil gøre langt mere i skibe end vi allerede har gjort”, siger Wilbur Ross til Bloomberg.
”Vi tror på at markedet vender i 2014”, siger Ross.
Deutsche Bank ser ligesom Wilbur Ross gode fremtidsmuligheder i shipping - ikke mindst i tørlast, der ellers er en skidt forretning lige nu. Men den lave indtjening har fået mange redere til at afstå fra at investere i nye tørlastskibe, og det skaber nye muligheder.
”Vi vil oplevere et markant fald i flådetilvæksten i år, næste år og året efter”, siger Michael Lewis, Head of Commodities Research, Deutsche Bank.
Ifølge Clarkson vil tørlastflåden vokse 7,4 procent i år og 4,1 procent næste år - det er den laveste vækstrate siden 2004.
Kilde: Bloomberg News