Viking Supply Ships ramt af nye store tab
Offshore rederiet Viking Supply Ships, der indtil januar havde hovedsæde i København, har nu offentliggjort det udskudte regnskab for 1. halvår, Regnskabet viser at rederiet har lidt nye store tab, der sammenlagt er opgjort til 353 millioner svenske kroner i første halvår. Og flere tab er på vej.
Det har ikke været noget godt halvår for Viking Supply Ships, der både har tabt på driften og på salg af skibe. Rederiet trækker sig nu helt ud af PSV-markedet, der fra start var rederiets fokusområde.
Når allerede aftalte og forventede skibssalg er gennemført i løbet af 2. halvår, vil rederiets flåde alene bestå af fire isbrydende ankerhåndteringsskibe.
Underskuddet på 353 millioner svenske kroner i 1. halvår indeholder et driftsunderskud (EBITDA) på 60 millioner svenske kroner, resten er tab på salg eller nedskrivning af skibsværdier.
Rederiet har solgt tre isbrydende AHTSere, Tor Viking, Balder Viking og Vidar Viking, til den canadiske regering, der har stærkt brug for skibene til at supplere aldrende tonnage. Salget påfører Viking Supply Ships et regnskabsmæssigt gevinst på 2,5 milliarder svenske kroner, der vil blive bogført i 3. kvartal.
I tredje eller fjerde kvartal vil et salg af Odin Viking påføre rederiet et regnskabsmæssigt tab på 18 millioner kroner.
Tilbage i rederiet er derefter, ud over de fire isbrydende AHTSere, to sidste PSVere, der begge ventes solgt i 2. halvår.
Viking Supply Ships har i dag hovedsæde i norske Kristiansand.
Redaktionen