Viking Line vil investere i rotorsejl
I jagten på lavere brændstofforbrug og mindre udledning af CO2 vil Viking Line nu installere rotorsejl på det LNG-drevne Viking Grace. Rederiet planlægger også at installere teknologien, der leveres af Norsepower, på en nybygning.
“Som organisation stræber vi efter at sikre, at vores flåde drives miljøvenligt og økonomisk og er stolte over at samarbejde med Norsepower. Vores krydstogtskib er det første, som benytter en kombination af rene brændsler, rotorsejl, elektrisk fremdrift og et hydrodynamisk optimeret skrog. Vi tror, at teknikken bag rotorsejl gør det muligt at forbedre skibets præstationer ved en betydelig reduktion af brændstofforbruget og CO2-udslippet,” siger Ulf Hagström, Senior Vice President
for marine operationer og nybygninger i Viking Line i en pressemeddelelse.
Rederiet forventer, at det 24 meter høje rotorsejl med en diameter på 4 meter, der skal monteres i 2. kvartal næste år, vil reducere CO2-udslippet med 900 tons årligt, svarende til et mindreforbrug af LNG på 300 tons.
“Det svarer til lidt under 2 pct. af forbruget, men det er en konservativ beregning, så vi håber på en lidt højere besparelse, siger Kari Granberg, der er projektchef i Viking Line til Sjöfartstidningen. Hun oplyser, at rederiet også planlægger installation af to rotorsejl på en nybygning, der blev bestilt i fjor.
Teknologien har allerede bevist sin kommercielle værdi. Således har en tidligere installation, betydet en brændstofreduktion på 6 pct.
Læs mere her.
Kilde: Viking Line, Norsepower og Sjöfartstidningen