Viking Life-Saving overtager Nadiro
Viking Life-Saving Equipment har købt Nadiro, der har udviklet en udløsermekanisme til redningsbåde, kendt som Drop-In Ball. Nadiro har hidtil været ejet af A.P. Møller-Mærsk og Svendborg-virksomheden SH Group. Fremover vil virksomheden hedde Viking Nadiro.
”På blot seks år har Nadiro udviklet sig fra en god idé hos en Mærsk-medarbejder til en virksomhed, som med innovative produkter inden for sikkerhed til søs har skabt et betydeligt kommercielt potentiale”, siger Samir Abboud, bestyrelsesformand og Mærsk-repræsentant hos Nadiro.
SH Group overtog sidste år ejerskabet af Nadiros redningsbådsdivision kaldet Boat-In-A-Box, som ved den lejlighed skiftede navn til Xervo.
Tilbage hos Nadiro er Drop-In Ball-systemet, som er i brug på flere Mærsk-skibe og –borerigge. Løsningen betyder, at en enkelt mand kan sætte en redningsbåd i vandet, hvor et traditionelt system typisk kræver tre mands tilstedeværelse.
Viking Life-Saving Equipment er i forvejen distributør og servicepartner for Nadiros produkter.
”Vi har en mission om at beskytte og redde liv i hele verden. Med Nadiro ombord er vi i stand til at tilbyde løsninger af høj kvalitet, så rederier kan leve op til de nye krav inden for området”, siger Henrik Uhd Christensen, adm. direktør for Viking Life-Saving Euqipment.
Kilde: borsen.dk