Vigtig ny ordre til Søby Værft
Søby Værft har fået til opgave at vedligeholde Søfartsstyrelsens to inspektionsskibe. Der er tale om en rammeaftale på fire år, hvor skibene med jævne mellemrum skal tilses. Søby Værft har vundet opgaven i konkurrence med to andre værfter.
”En aftale over fire år giver ro og ballast, så det er fantastisk fint at have sådan en aftale. Det giver ro på bagsmækken”, siger Roar Falkenberg, direktør for Søby Værft.
I det hele taget har Søby Værft nok at lave for tiden.
”Vi har kørt mange dage med 10-12 timers arbejdsdage og natarbejde. Det giver lidt på kontoen til glæden og troen på, at vi gør det rigtige”, siger Roar Falkenberg.
En af de opgaver, som Søby Værft har travlt med, er bygningen af Ærøs nye elfærge, der ventes leveret og klar til drift i sommeren 2017. Dette projekt har i øvrigt fået 120 millioner kroner i støtte fra EU.
Kilde: Fyens.dk