Vestlig flådeøvelse i Barentshavet
For første gang i mere end 20 år har vestlige krigsskibe gennemført en flådeøvelse i dele af Barentshavet, der af Rusland betragtes som russisk farvand. Øvelsen blev gennemført af flådenheder fra Norge, USA og Storbritannien samt et dansk overvågningsfly.
Flådeenhederne øvede sig i overfladekamp, bekæmpelse af ubåde samt overførsel af forsyninger på havet.
Fire flådefartøjer - den britiske fregat HMS Sutherland, den amerikanske destroyer USS Ross, den norske fregat Thor Heyerdahl samt det britiske forsyningsskib RFA Tidespring - deltog i øvelsen, sammen med et dansk Challenger overvågningsfly, britiske Typhoon jagerbombere og et ligeledes britisk tankfly.
Sammenlagt deltog mere end 1.200 militærpersoner i øvelsen.
Målet med øvelsen var, ud over at træne samarbejde, at understrege retten til fri navigation i internationalt farvand, uanset at Rusland betragter dette farvand som under russisk administration.
Redaktionen