Historisk skib trukket over hollandsk dige
En 646 ton tung rekonstruktion af det hollandske 1600-talsskib Batavia er blevet flyttet på land efter en usædvanlig heavy-lift-operation i Lelystad.
Batavia blev bygget mellem 1985 og 1995 som en fuldskala-rekonstruktion af det originale skib Batavia fra Det Hollandske Ostindiske Kompagni fra 1628.. Foto: Museum Batavialand
Den 56,6 meter lange rekonstruktion blev 2. oktober flyttet omkring 250 meter fra en ponton, over Markermeer-diget og frem til sin permanente placering ved Museum Batavialand.
Operationen krævede 56 aksellinjer med selvkørende modultransportere. Den store akselkapacitet skyldtes ikke primært skibets vægt, men behovet for at beskytte det mere end 30 år gamle træskrog mod belastninger under transporten.
Batavia blev bygget mellem 1985 og 1995 som en fuldskala-rekonstruktion af det originale skib Batavia fra Det Hollandske Ostindiske Kompagni fra 1628.
Før flytningen blev skibet klargjort hos Damen Shiprepair Amsterdam og placeret på en specialbygget 101 ton tung understøtningsramme, skriver Splash.
Efter ankomsten til Lelystad blev skibet kørt over diget ad en specialbygget rampe og sænket ned på et betonfundament. Her bliver Batavia centrum i et ombygget Museum Batavialand, som efter planen genåbner i slutningen af 2028.
-emte
