Verdens stærkeste skibsmotor er dansk
MAN Diesel har gjort det igen. Ingeniørerne på Teglholmen har konstrueret en skibsmotor der overgår alle andre. 115.000 hestekræfter yder den gigantiske motor, der i første omgang skal installeres ombord i otte containerskib.
I takt med at containerskibene bliver stadig større, vokser også kravene til de motorer der driver giganterne frem.
Sidste nye - og hidtil stærkeste - led i kæden, bærer det poetiske navn MAN B&W 14K98ME-C7.
Bag navnet skjuler sig et monster af en motor med 14 cylindre og en vægt på 2219 tons. 29 meter fra den ene ende til den anden. 14,6 meter høj - og 4,4 meter bred.
De nye motorer kommer i første omgang til at sidde i otte 10.000 TEU-containerskibe som APL har bestilt i Korea. Skibene skal bygges på hhv. Hyundai Heavy Industries og Daewoo Shipbuilding. Leveringen begynder i 2011.
Ud over stor kraft, er de nye motorer - ifølge MAN Diesel - også meget miljøvenlige.