Venstre rykker for havnepakke 3
Sidste år afsatte Folketinget 112 millioner kroner fra EU til projekter i danske havne. Pengene blev frigivet fra EU i sommers, men endnu er intet sket. Nu vil Venstre have indkaldt til forhandlinger, så pengene kan bruges til konkrete projekter.
”EU’s tilsagn kom i løbet af sommeren, så nu er det på høje tid, at regeringen kommer ud af starthullerne og indkalder til forhandlinger om at forbedre adgangen til Danmarks porte, nemlig havnene. Vi forstår ikke, hvorfor ministeren tøver. Vi har jo allerede aftalt, at når pengene kom, skulle de bruges på havneprojekter”, siger Kristian Pihl Lorentzen, trafikordfører for Venstre.
”Det handler ikke mindst om at få forbedre adgangsvejene til en række havne såvel søværts som over land via vej og bane. Der foreligger velbegrundede ansøgninger fra en række havne landet over, der givetvis vil kunne øge aktiviteten yderligere, hvis infrastrukturen forbedres”, tilføjer Kristian Pihl Lorentzen.
Det forventes, at havneprojekterne vil have kommunal medfinansiering eller anden lokal medfinansiering. De 112 millioner kroner, som Folketinget har afsat, ventes således at blive ledsaget af kommunal medfinansiering på cirka 200 millioner kroner. Hertil kommer yderligere investeringer på cirka 50 millioner kroner i tilknyttede projekter på havnene.
Kilde: Licitationen – Byggeriets Dagblad