Vækstinitiativ vil gavne hele landet
Venstre har intention om, at offshore-sektoren skal have adgang til tonnagebeskatning, og sektorens søfolk skal have adgang til sømandsbeskatning via DIS-ordningen. Danmarks Rederiforening glæder sig over udmeldingen, som vil skabe nye danske arbejdspladser – ikke mindst i danske yderområder.
”Det er rigtig glædeligt, at Venstre melder sig på banen med en løsning, som tegner sig dækkende. Den gode nyhed her er, at de mange danske søfolk i offshore-sektoren tilmed bor i den mindre befolkede del af landet. Når Venstre har som prioritet at sikre vækst i hele Danmark, er offshore-området det helt rigtige sted at starte”, siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.
”Problemstillingen er meget aktuel, for det er her og nu, at markedet vækster. Vi kan eksempelvis se, at når konsulentfirmaet PWC vurderer skatteforholdene på offshore-området, kommer Danmark dårligt ud. Derfor er det rigtigt set af både Venstre, DF og de Konservative, når de vil arbejde for både tonnagebeskatning og DIS-ordning for de mange værdiskabende, maritime aktiviteter på offshore-området. Det er vejen til, at Danmark kan gribe sin del af væksten”, tilføjer Jakob Ullegård.
Kilde: Danmarks Rederiforening