Vækst hos Maersk Tankers
Nettoomsætningen faldt ganske vist hos Maersk Tankers i andet kvartal til 260 millioner dollar sammenlignet med 285 millioner dollar i andet kvartal 2014, men driftsresultatet (EBIT) blev vendt fra -3 millioner dollar sidste år til 36 millioner dollar i år.
Overskuddet efter skat blev ligeledes vendt fra -2 millioner dollar sidste år til 35 millioner dollar i andet kvartal i år. Indtægtsnedgangen skyldes hovedsageligt, at Maersk Tankers har solgt VLCC-segmentet fra, men derudover er resultatet hos Maersk Tankers præget af omkostningsbesparelser, der har reduceret skibenes driftsomkostninger med syv procent. Desuden er raterne forbedret på grund af en øget efterspørgsel efter transport af raffinerede olieprodukter.
Cash flow fra driften faldt fra 83 millioner dollar i andet kvartal 2014 til 55 millioner dollar i andet kvartal i år på grund af lavere aktivitet, der skyldes den reducerede flåde.
Den første ud af 10 MR-nybygninger, Maersk Tacoma, blev leveret i april 2015, og den anden, Maersk Tampa, blev leveret i juli. De syv næste vil blive leveret i 2016, og den sidste i 2017.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk