Udsigt til lavere torskekvote i Nordsøen
ICES, der rådgiver om fiskerimulighederne i Nordatlanten og tilstødende farvande, råder til en 20 procents reduktion af torskekvoten i Nordsøen i 2013. Danmarks Fiskeriforening synes, det er voldsomt.
”Lige nu oplever fiskerne en torskebestand i vækst. Faktisk er der et rigtig godt torskefiskeri både i Skagerrak og i den nordlige del af Nordsøen. Problemet er, at dødeligheden skønnes at være for stor i forhold til bestandens vækst”, siger Jan N. Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening, til nordjyske.dk.
Omvendt vurderer ICES, at der er grundlag for højere kvoter på andre arter. Således lægges op til 15 procent højere kvote på rødspætte og mørksej ligesom der også er anbefalinger om højere kvoter på kuller og hvilling.
”Vi oplever, at flere arter har det rigtig godt. I følge den biologiske rådgivning er udviklingen i torskebestanden bare ikke positiv nok til trods for de senere års initiativer med genopretningsplanen for torsk samt omfattende reduktioner i konsumflåden”, siger Jan Hansen.
Kilde: nordjyske.dk