Udsalget i Rickmers Holding fortsætter
Det tyske selskab Zeaborn Group overtager nu fem 30.000 dwt. superflex heavy-lift fragtskibe, fra det kriseramte Hamborg-rederi Rickmers Holding. Zeaborn overtog allerede i april måned Rickmers Line, hvor de fem nu indkøbte skibe opererer.
“Købet af disse fem skibe fra Rickmers Holding er ikke alene en yderligere udvidelse af vores kommercielle aktiviteter og af Rickmers Line, men sikrer os også uafhængighed fra tredie-parts tonnage og udefra kommende indflydelse. Med ejerskabet af disse skibe har vi mulighed for at sikre en verdens omspændende perlekæde af linje-services til vores kunder på et bæredygtigt grundlag,” udtaler Ove Meyer, managing partner i Zeaborg i en pressemeddelelse i forbindelse med købet.
Købet omfatter skibene Rickmers Singapore, Rickmers Jakarta, Rickmers New Orleans, Rickmers Seoul og Rickmers Dalian. Alle skibe på 30.000 dwt.
med fire kraner, der har en kombineret løftekapacitet på 640 tons og er udstyret mellemdæk for optimal udnyttelse af kapaciteten.
Rickmers Holding oplyste i juni måned, at selskabet - der er under konkursbeskyttelse -
har indgået en aftale med Macquarie Capital, der skal hjælpe selskabet med at finde nye investorer. Samtidig blev det oplyst, at selskabets CEO, Dr. Ignace Van Meenen, fratræder “efter gensidig overenskomst” og at to direktionsmedlemmer trækkes op i bestyrelsen for at sikre “kontinuitet i forretningen”.
Kilde: Zeaborn Group