UASC container-kæmpe på grund
Umm Salal, der indtil fornylig med en kapacitet på 13.500 teu var det største containerskib i United Arab Shipping Company´s flåde, er stødt på grund ud for Port Klang i Malaysia. Skibet er endnu ikke trukket fri.
UASC Umm Salal .
Umm Salal, der er bygget i 2011, er indsat på UASC´s AGX1 service, der forbinder Kina med Mellemøsten via Port Klang.
I øjeblikket er slæbebåde ved at blive bragt på plads for at kunne trække det 366 meter lange skib fri. Der er indtil videre ikke rapporteret om nogen form for forurening i forbindelse med grundstødningen.
Det er blevet mere almindeligt at se grundstødninger med de store containerskibe med kapaciteter på over 10.000 teu. Og det er ikke enkelt at trække dem fri.
Den 2. Februar gik et af verdens største containerskibe, CSCL Indian Ocean med en kapacitet på 19.100 teu på grund i Elben. Der måtte flere forsøg til for at trække det 399 meter lange skib fri.
Kilde: Splash
