Tyve og røvere bordede Norden-tankere
To næsten helt nye Norden MR tankere var blandt de tretten skibe, der blev udsat for angreb i Asien i sidste måned. De to skibe blev angrebet af bevæbnede røvere inden for 24 timer. Det fremgår af ReCAAPs piraterirapport for oktober. Ingen besætningsmedlemmer led overlast.
Lige efter klokken 07.00 lokal tid den 5. oktober blev det 50.000 DWT Nord Supreme bordet af tre gerningsmænd, mens skibet lå for anker ved Belawan i Indonesien. Røverne, der angiveligt var bevæbnet med lange knive, truede mandskabet, da de nærmede sig dem på skibets bak.
Kaptajnen nåede at varsko besætningen og slog alarm. Gerningsmændene flygtede tomhændet. Skibets besætning, der slap uskadt, var tidligere blevet advaret af et forbipasserende skib, om at fem gerningsmænd havde forsøgt at borde skibet ved at klatre op ad ankerkæden.
Mindre end 24 timer senere blev det 50.000 DWT Nord Swift bordet omkring 06.30 lokal tid, da skibet lå for anker ud for Sandakan i Malaysia. Ubekræftede rapporter siger, at gerningsmændene var i stand til at stjæle en uspecificeret mængde af skibets forsyninger, før de undslap. Det vides ikke om tyve var bevæbnet.
Oplysningerne om hændelserne fremgår af den seneste månedlige rapport fra det Singapore-baserede Regional Cooperation Agreement on Combating Piracy and Armed Robbery against Ships in Asia (ReCAAP) Information Sharing Centre.
Kilde: ReCAAP