Tysk rotorskib endte under dansk flag
Produkttankskibet Maersk Pelican er blevet udstyret med to rotorsejl, der skal hjælpe med at mindske forbruget. Det er en gentagelse af historien, thi de første rotorsejl blev sendt til søs for næsten 100 år siden på et tysk skib, der senere kom til dansk flag.
Det var i Tyskland i begyndelsen af 1920, at den iderige ingeniør Anton Flettner fik ideen til rotorsejlet, der ved hjælp af den såkaldte Magnus-effekt skaber en fremdrift, der kan overføres til et skib. Det første forsøgsskib var Buckau, der viste lovende resultater. Derfor blev der bygget tre søsterskibe, hvoraf det ene skulle udstyres med rotorsejl i stor størrelse. Det var nybygningen Barbara, der i 1926 blev søsat fra A/G Weser i Bremen.
Skibet var ejet af Deutsche Reich Marine Verwaltung, et tysk stats-kontrolleret selskab, der stod for 99% af finansiering af eksperimentskibet. Den sidste procent var ejet af skibsreder Robert M. Sloman, hvis rederi tillige var skibets kommercielle manager.
Barbara var et forholdsvis stort fragtskib med en kapacitet på 3.050 DWT i tre lastrum. Skibet fik et specielt design med styrehuset forude med en rotor lige bagved. Der var desuden et midtskibshus, der også var flankeret af en rotor, mens den sidste rotor stod på poopen agterude.
Rotorsejlene virkede. Det viser de resultater, som blev logget ved de første prøveturer. Alene for rotorerne kunne Barbara sejle 5,5 knob, mens det med det traditionelle maskineri (som var to MAN-diesel på hvert 1.210 hk og som via et gear var koblet til en propeller) kunne sejle 9 knob. Med både rotorsejl i drift og dieselmaskineriet kunne skibet sejle med 10,5 knobs servicefart.
Læs hele historien om Barbara - og hvordan den endte på danske hænder - i den nye udgave af Magasinet Maritime Danmark herunder: