Tvivl omkring tankskibskapring ved Somalia
Den rapporterede kapring af kemikalietankskibet Aegean II ud for Somalias kyst i sidste uge, var måske slet ikke en kapring. Det kan have været en politiaktion eller et væbnet røveri - eller begge dele. EU´s fælles antipirat mission undersøger sagen.
Det blev først rapporteret som en kapring. Den første i flere år ud for Somalias kyst. Men siden er der skabt tvivl. Var det i virkeligheden en politiaktion på skibet, der havde fået maskinproblemer ud for Somalias kyst?
EU´s fælles antipirat mission i området sendte den spanske fregat Santa Maria til Aegean II for at undersøge sagen, og den bekræftede, at skibet afventede reparation.
Men kaptajnen på Aegean II havde også afsløret, at “der havde været visse hændelser om bord på skibet,” hed det i en erklæring af EU Navfor.
“På dette tidspunkt kan hændelsen ikke klassificeres som en maritim sikkerhedsbegivenhed, men en mere detaljeret undersøgelse er i gang,” hed det videre.
Sikkerhedsfirmaet Dryad Global skriver, at skibet havde taget kontakt til de somaliske myndigheder, der havde sendt lokalt politi ud til skibet. Aegean II havde som andre skibe, der passerer gennem det farvandet, sine egne bevæbnede vagter om bord. Og tilstedeværelsen af dem “førte til en tvist” med det lokale politi, da de kom ombord, ifølge Dryads oplysninger.
Og ifølge den østafrikanske pirat-analytiker, Jay Bahadur, er det ganske sandsynligt, at de somaliste politifolk, der gik om bord, også kan være involveret i pirateri.
“Hvis det virkelig var politiet, bærer det mindelser om en af de tidligste piratangreb, hvor medlemmer af den lokale kystvagt, kaprede det skib, de var sat til at beskytte,” siger Bahadur til Reuters.
Det Panama-flagede kemikalietankskib Aegean II var på vej fra De Forenede Arabiske Emirater til Mogadishu i Somalia, da det fik maskinproblemer.
Kilde: Maritime Executive.