Tre nye redningsstationer godt på vej
Den 10. juni blev den første af tre nye danske redningsstationer indviet. Det foregik i Østerby på Læsø, hvor den gamle redningsstation har gennemgået en større ombygning. Ombygningen er så omfangsrig, at stationen nærmest er at betragte som ny.
”Jeg tror faktisk, vi har Læsøs bedste udsigt nu. Vi er rigtig glade for de nye lokaler. Jeg er også overrasket over, hvor hurtige de har været fra start til slut. Jeg tror det har taget lige omkring et år. Nu glæder vi os bare til at flytte rigtig på plads”, siger Kim Rulle, der er stationsleder på Østerby redningsstation.
I løbet af sommeren bliver to andre redningsstationer også indviet. Der er tale om de spritnye redningsstationer i Skagen og i Rønne. Den nye redningsstation i Skagen bliver indviet den 12. juli, men det er stadig uvist, præcist hvornår Rønnes nye redningsstation står klar.
For alle kystredningsstationer gælder det, at sommerhalvåret er det travleste.
Kilde: Forsvaret