Torms fremtid er stadig uafklaret
Det er endnu ikke lykkedes Torms bankforbindelser at blive enige om, hvad der skal ske med det kriseramte tankskibsrederi. Det erfarer Berlingske Business. Onsdag aften er der bestyrelsesmøde i rederiet.
En kilde tæt på forhandlingerne vurderer overfor avisen, at det er svært at se en anden udgang end en rekonstruktion, når der endnu ikke er enighed mellem bankerne.
Hvis en aftale med bankerne ikke ligger klar torsdag morgen, er det børsnoterede rederis revisorer nødt til at tage forbehold for selskabets fortsatte drift, og så vil rederiets dage - i den form vi kender det nu - formentlig være talte.
En anden mulighed er, at bestyrelses på aftenens møde beslutter at udskyde offentliggørelsen af årsregnskabet, der er planlagt til den 1. marts. En udskydelse af årsregnskabet vil dog sende et meget negativt signal til markedet, og risikerer at få selskabets kunder til at søge væk.
Torm har de seneste uger haft flere møder med investorer om en tilførsel af frisk kapital, men ingen investorer vil ifølge Berlingskes oplysninger skyde penge i Torm, medmindre bankerne nedskriver Torms store gæld først.
Sendes regnskabet på gaden i morgen, så ventes det at byde på store nedskrivninger af skibenes værdier oven i det allerede forventede tab på næsten 1,5 milliarder kroner.
Kilde: business.dk
