Torm underskud på 79 mio dollar i 1 kvt.
Torm kom ud af 1. kvartal med et underskud før skat på 79 millioner dollar, mod et underskud på 45 millioner dollar i samme periode i 2011. Driften viser et underskud på 7 millioner dollar, mod et overskud på 4 millioner dollar i 1. kvartal sidste år.
"TORMs driftsresultat for første kvartal 2012 var på niveau med sidste år og afspejler de fortsat vanskelige markedsforhold. Imidlertid er resultatet negativt påvirket af salg af skibe samt omkostninger til restruktureringen af Selskabets kapitalstruktur", udtaler CEO Jacob Meldgaard.
Ændringen i resultatet skyldes blandt andet et tab på salg af skibe på 16 millioner dollar i første kvartal 2012 sammenlignet med et tab på 6 millioner i første kvartal 2011. Derudover omfatter finansielle omkostninger for første kvartal 2012 22 millioner dollar i restruktureringsomkostninger.
TORMs nettorentebærende gæld steg i første kvartal 2012 til 1.838 millioner dollar fra 1.787 millioner pr. 31. december 2011.
Likvide beholdninger udgjorde
29 millioner dollar ved udgangen af første kvartal 2012. Selskabet har ingen uudnyttede kreditfaciliteter. TORMs ordrebog er tom, og der udestår derfor ingen investeringer hertil.
Egenkapitalen beløb sig til 569 millioner dollar den 31. marts 2012, hvilket svarede til 8,2 dollar pr. aktie (eksklusive egne aktier) og gav TORM en egenkapitalandel på 21 procent.
TORM har indgået en betinget principaftale med bankgruppens koordinationskomite og de største ejere af indchartret tonnage om en finansierings- og restruktureringsplan. Den betingede principaftale er en forudsætning for TORMs fortsatte drift.
Resultatet for 2012 er forbundet med væsentlig usikkerhed i lyset af TORMs finansielle situation og de ændringer til Selskabets forretningsmodel, det kan medføre. Derfor offentliggør TORM ikke forventninger til 2012, før en langsigtet, samlet finansieringsløsning er på plads
Kilde: Torm
