Torm under observation på fondsbørsen
De uafhængige revisorers højest usædvanlige undladelse af en konklusion i deres påtegning af Torms årsregnskab fører nu til, at Københavns Fondsbørs har overført rederiet til observation.
"Torm overføres til observationslisten, idet selskabets revisorer udtrykker usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften mindst frem til 31. december 2012", hedder det i en meddelelse udsendt af Fondsbørsen torsdag formiddag.
Også den amerikanske Nasdaq børs, hvor Torm ligeledes er noteret, ventes at reagere når de åbner midt på eftermiddagen. Og herfra kan reaktionen blive endnu kraftigere.
Herhjemme erkender Torm topchef Jacob Meldgaard, at situationen er kritisk.
”Løsningen er, at få vores tre vigtigste interessenter - bankerne, vores indbefragtede flåde, og vores potentielle investorer - til sammen med virksomheden at finde en model, der fremadrettet sikrer, at vi kan fokusere på at drive vores forretning”, siger Jacob Meldgaard til Ritzau Finans.
”Jeg vil tro, at vi skal finde en kombination af at udskyde gælden og afdragene til bankerne, så den kan blive serviceret over en længere periode, og at vi får tilført kapital. Hvis vi ikke får ny kapital, vil vi ikke have tilstrækkeligt med likviditet til at fortsætte hele 2012”, siger Jacob Meldgaard til nyhedsbureauet.
I Sydbank har regnskabet også medført dybe rynker.
"Det er i bund og grund ikke et regnskab, for der er ingen revisorkonklusion på. Man har bare valgt at sende det ud alligevel. Det tegner et meget præcist billede af Torms situation", siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank, til borsen.dk.
"De kan stadig overleve. Men der er ikke fundet en løsning, og bankaftalen er ikke blevet forlænget. Konklusionen kan kun være, at de er helt ude på kanten," siger Jacob Pedersen til portalen.
Kilde: Københavns Fondsbørs, euroinvestor.dk og borsen.dk
