Torben Carlsen ny CFO i DFDS
DFDS har fundet sin nye CFO. Det bliver den 44-årige Torben Carlsen, der i dag er partner i kapitalfonden Odin Equity Partners. Han har tidligere besat en lang række ledende poster i internationale koncerner.
"Med sin store erfaring og sin evne til at indgå i udfordrende internationale miljøer vil Torben Carlsen i betydelig grad styrke vores kapacitet i økonomi og finansiering på et tidspunkt, hvor den økonomiske udvikling i almindelighed og DFDS's strategiske udvikling i særdeleshed stiller særligt store krav til økonomistyring og finansiering - og ikke mindst evnen til at skabe nye, innovative løsninger", siger adm. direktør Niels Smedegaard.
Torben Carlsen vil sammen med CEO Niels Smedegaard fremover udgøre DFDS direktion. Han indtræder desuden i DFDS koncernledelse.
Torben Carlsen er uddannet cand. merc. int. med speciale i finansiering fra handelshøjskolen i Århus. Han har bl.a. samlet erfaring med økonomi, finansiering samt opkøb, integration og drift af selskaber via ledende poster i SAS Service Partner (1992-1994), Swiss Air-koncernen (1994-1996 i Schweiz), Gate Gourmet (1996-1998 i Schweiz), Polaris Private Equity (1998-2000 i Danmark) og som CFO og senere President for e-gatematrix, en division af Gate Gourmet (2000-2006 med bopæl i USA).
Efter USA har han været partner i kapitalfonden Odin Equity Partners og aktiv i bestyrelsen af en række private equity ejede selskaber.
Kilde: DFDS
