Tilskud til ø-færger glæder rederiforening
Regeringens nye vækstplan lægger op til en takstnedsættelse, der skal give billigere færgebilletter fra 2016. Direktør i Danmarks Rederiforening med ansvar for færger, Jakob Ullegård glæder sig, da det vil styrke færgefarten og forbindelserne til øerne.
”Færgerne er en livsnerve til de danske øer.
De er en integreret del af den vores infrastruktur og sikrer et sammenhængende Danmark.
Skal øerne forblive et attraktivt sted at bo og arbejde, skal man let og hurtigt kunne transportere sig mellem arbejde og hjem. En nedsættelse af billetpriserne har flere fordele. Det vil både gøre det mere attraktivt at bo på øerne, og vil samtidig understøtte væksten i turisterhvervet på øerne.” siger Jakob Ullegård.
Regeringen foreslår at etablere en tilskudsordning til nedsættelse af færgetakster for passagerbefordring til og fra små-øer og ø-kommuner. Der afsættes 42,5 millioner kroner i 2016 og 85 millioner fra 2017 og frem.
Herudover vil regeringen undersøge, hvordan det bedst sikres, at færgedriften kan opretholdes, når færgen til den enkelte ø midlertidigt er ude af drift.
Kilde: Danmarks Rederiforening