Thrane køber maritim virksomhed
Den danske elektronikvirksomhed overtager den svenske, maritime elektronikvirksomhed Naval Electronics. Købet er et led i selskabets strategi om at introducere nye maritime produkter, der udvider produktporteføljen og øger væksten.
øbet giver Thrane & Thrane adgang til et nyt produktområde, idet Naval tilbyder professionelt udstyr til modtagelse og distribution af TV på skibe.
Blandt produkterne er nyudviklede styrbare satellitantenner - også betegnet TV-RO ('TV Receive Only') - der er målrettet kommercielle skibe. Alle produkterne komplementerer Thrane & Thranes hidtidige portefølje, som i dag ikke omfatter TV-produkter.
Udover Navals hidtidige distribution vil Thrane & Thrane sælge de nye produkter via sit globalt dækkende net af distributører, hvilket forventes at åbne muligheder for yderligere vækst.
Selskabet forventer således en meromsætning på ca. DKK 30 mio. i regnskabsåret 2009/10 og stigende i de følgende år. I de kommende måneder vil Thrane & Thrane og Naval udarbejde en plan for integration og videreudvikling af aktiviteterne.
Kilde: Thrane & Thrane