Terrorkrav kan koste Mærsk milliarder
Verdens næststørste havneejer APM Terminals, skal fra 2012 betale for, at alle containere til USA sikkerhedsscannes i udskibningshavnen. Og det kan blive dyrt for selskabet. Det skriver borsen.dk.
APM Terminals venter spændt på, hvor mange milliarder kr. det kommer til at koste at opfylde nye skrappe regler for kontrol af containere, der skal sendes til USA. Og Maersk Line er spændt på, hvor stor en del man skal dække.
Det smarte set fra amerikansk side er, at det er de enkelte havne, som skal betale for udstyr og bemanding af scannerne. Og den pris væltes så sikkert over på brugerne, eksempelvis verdens største containerederi Maersk Line, som så igen skal prøve at hente pengene hos kunderne
Danske havne som Århus og Copenhagen Malmö Ports kan også komme til at mærke de nye regler. Og organisationen Danske Havne prøver i øjeblikket via ESPO, der er en sammenslutning af europæiske havne, at få EU til at betragte de kommende amerikanske regler som en handelshindring.
I Danmarks Rederiforening er reaktionen mere afdæmpet. Her er opfattelsen, at den nye lov indeholder så mange undtagelsesbestemmelser, at det endnu er for tidligt at sige, hvordan den vil fungere i praksis.
Borsen