Tanker banker ind i to skibe i Taiwan
Tankskibet Kinshing sejlede om morgenen lørdag den 3. november ind i siden på et andet tankskib, CPC Corps Der Yun på 6.500 DWT. Kinshing fortsatte derefter og kolliderede med et mindre containerskib i havnen i Kaohsiung, Taiwan.
Kinshing ramte først det ene skib med stævnen i bagbords side og fortsatte langs siden af fartøjet, der fik skader på skroget og rælingen. Derefter påsejlede det MPP Setsu Maru, der drives af Nansei Kaiun. Der er ikke meldt om tilskadekomne personer ved nogen af de to kollisioner.
Der skete heller ikke noget forurenende udslip fra nogle af de involverede skibe. Ingen af de to tankskibe havde last om bord, da hændelsen fandt sted. Årsagen til kollisionerne er ikke oplyst.
Redaktionen