Taber 33 containere i hårdt vejr
Det hollandske fragtskib Francisca tabte mindst 33 containere i hårdt vejr nord for Skotland i weekenden. Den britiske kystvagt sendte slæbebåd og fly afsted mod landets nordligste kyst, hvor containerne blev tabt.
Ifølge de første rapporter tabte det hollandsk flagede fragtskib på 5910 dwt. ti containere lørdag ud for Skotlands nordøstligste spids, da det var på vej fra Island til Rotterdam. Efterfølgende rapporterede kystvagten, at skibet havde tabt mindst 33 containere i det hårde vejr.
Det 23 år gamle skib sejlede herefter frem og tilbage langs den skotske kyst, indtil det tidligt mandag morgen ifølge AIS-data fortsatte sejladsen ud i Nordsøen mod Rotterdam.
Francisca er under management af det hollandske shippingselskab Longship.
Kilde: Fleetmon