Sydkoreanske værfter vil være CO2-neutrale
De seks største værfter i Sydkorea har i en fælleserklæring lovet, at de vil arbejde for at blive CO2-neutrale i 2050. Det ventes, at værfterne får støtte til at nå deres nye mål fra den sydkoreanske regering, der som bekendt ofte har givet statsstøtte til værftssektoren.
De seks værfter vil nå målet gennem en lang række tiltag. Brugen af bæredygtig energi i produktionsprocesserne skal øges, fokus skal rettes mod produktion af miljøvenlige skibe drevet af alternative brændsler og der skal udvikles specielle systemer til overvågning af energiforbruget i skibsbygningsprocesserne.
Værfterne, der forpligter sig på en mere klimavenlig vej, er Samsung Heavy Industries (SHI), Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering (DSME), Hyundai Heavy Industries, Hyundai Samho Heavy Industries, Hyundai Mipo Heavy Industries og STX Offshore & Shipbuilding.
Kilde: Offshore Energy