Svitzer sparer sig til vækst
Nettoomsætningen hos Svitzer faldt i andet kvartal med 51 millioner dollar til 161 millioner dollar sammenlignet med samme periode sidste år. Alligevel steg driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) fra 46 millioner dollar sidste år til 50 millioner dollar i andet kvartal i år.
Overskuddet efter skat var uændret 32 millioner dollar i andet kvartal i forhold til andet kvartal 2014. Indtægtsnedgangen skyldes en stærkere dollarkurs samt det faktum, at indtægterne fra bjærgningsaktiviteterne ikke længere er inkluderet, da bjærgningsaktiviteterne pr. 1. maj i år er fusioneret ind i det nye selskab Ardent.
Omkostningerne faldt med 55 millioner dollar til 111 millioner dollar i andet kvartal på årsbasis, hvilket skyldes initiativer, som har givet produktivitetsforbedringer og omkostningsbesparelser.
Cash flow fra driften er øget fra 28 millioner dollar sidste år til 49 millioner dollar i andet kvartal i år.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk