Svitzer lancerer miljøvenlig slæbebåd
Svitzer er gået ind i et samarbejde med det hollandske skibsværft Damen og den tyske motorproducent MTU Friedrichshafen, et datterselskab under Rolls-Royce Power Systems, om at udvikle en ny type miljøvenlig slæbebåd, der bliver drevet af naturgas, CNG.
”Som en større leverandør af havnebugseringstjenester er det en vigtig betragtning, at denne slæbebåd vil betyde en væsentlig reduktion i brændstofomkostninger, og brændstof er klart en større omkostning for alle operatører. Desuden er det vigtigt for os som markedsleder at forblive innovative med hensyn til at tilbyde sikker og miljøvenlig drift og at reducere udledningen. Igennem årene har vi allerede udviklet én version af denne øko-slæbebåd, og med det i betragtning er valget at udvikle den nye CNG-slæbebåd et naturligt skridt imod at forblive et miljøbevidst slæbebådsselskab”, siger Kristian Brauner, CTO i Svitzer, om den nye RSD CNG slæbebåd.
Den miljøvenlige slæbebåd skal efter planen være klar i 2016. Den får en nyudviklet 16-cylindret motor, der udelukkende skal drives af gas. Motoren bliver udviklet af MTU Friedrichshafen, der baserer den på deres velkendte dieselmotor 4000 M63 til den type arbejdsbåde.
”Vi udvikler vores nye gasserie for at opfylde slæbebådens ekstreme arbejdsbelastning. Accelerationen bliver sammenlignelig med niveauet for vores dieselmotorer. Overholdelse af IMO Tier 3 emissionsreglerne bliver sikret uden behovet for yderligere behandling af udstødningsgassen”, siger Dr. Ulrich Dohle, adm. direktør for Rolls-Royce Power Systems AG om den 2.000 kW MTU gasmotor.
Kilde: Damen