Svitzer får opbakning fra ansatte
Et flertal af de ansatte i Svitzers australske datterselskab har ved en vejledende afstemning stemt ja til en ny fællesoverenskomst for de ansatte om bord på selskabets slæbebåde. 63 procent af de ansatte stemte for overenskomsten mens 37 procent stemte imod.
”Jeg er yderst tilfreds med resultatet”, siger Mark Malone, CEO i Svitzer Australien.
Afstemningen vil formentlig bringe de strejker, der de sidste 14 dage har været rettet mod Svitzer i en række store australske havne, til ophør.
To af de tre fagforeninger der organiserer de ansatte om bord på rederiets bugserbåde -
Maritime Union of Australia og Australian Maritime Officers Union har sagt god for den ny fællesoverenskomst, mens Australian Institute of Marine and Power Engineers - der står bag strejkerne - er imod.
Der er endnu ikke kommet nogen officielle reaktioner fra Australian Institute of Marine and Power Engineers til afstemningsresultatet.
Kilde: Svitzer