Sverige vil anskaffe nye isbrydere
Den svenske regering har i et netop offentliggjort finanslovsudspil givet grønt lys til bygning af to nye isbrydere. Ifølge det svenske Sjöfartsverket er målet, at den første nye isbryder skal være klar til drift i 2027.
En prækvalifikationsproces er allerede i gang, og indkøbet starter i foråret. Hvis alt går efter planen, kan Sjöfartsverket afgive en ordre på to nye isbrydere i efteråret 2023.
”Vi er meget glade for, at regeringen nu bevilger penge til indkøb af nye isbrydere, noget som vi har et stort behov for”, siger Sjöfartsverkets generaldirektør Katarina Norén i en pressemeddelelse.
Den svenske rederiforening er også tilfreds med beslutningen.
”At regeringen går videre med den plan for fornyelse af den svenske isbryderflåde, der tidligere var udarbejdet, er helt afgørende for at sikre forholdene for skibsfart i hele Sverige året rundt”, siger Anders Hermansson, administrerende direktør for Swedish Shipping.
”Nye isbrydere skaber langsigtede betingelser for, at det svenske søfartsvæsen kan holde vandvejene åbne og håndtere stigende trafik på havnene i nord. Vores håb er, at regeringen vil fortsætte arbejdet med at sikre, at hele isbryderflåden kan fornyes, så der kan opnås en rationel drift og effektiv vedligeholdelse, ved at udskifte både den mindre isbryder Ale og en tredje større isbryder, således at antallet af isbrydere bliver ikke reduceret”, siger Anders Hermansson.
Kilde. Sjöfartstidningen