Svensk passsagerfartøj totalt udbrændt
Passagerskibet Tärnan, der ejes af Roslagens Trafik blev natten mellem søndag og mandag ramt af en voldsom brand i Söderöra i Roslagens skærgård. Ingen kom til skade ved branden, men fartøjet udbrændte.
Kystvagtens to skibe KBV315 og KBV311 måtte komme det lokale brandvæsen til hjælp for at få bugt med ilden, der spredte sig meget hurtigt. Da kystvagten ankom, var Tärnan helt overtændt. Det tog syv timer at få bugt med ilden.
Da der er risiko for olielækage, har kystvagten udlagt flydespærringer, for at forhindre spredning af olien.
Tärnan, der er konstrueret i aluminium, har en længde på 20,85 meter og en bredde på 5 meter. Færgen har plads til 120 passagerer, heraf 70 siddende.
Kilde: Sjöfartstidningen Fotos:Kustbevakningen