Succesfuld bølgeenergi-event i Esbjerg
70 deltagere samledes i Esbjerg til den første samlede event for forsyningskæden i bølgekraftsektoren, WEIB 2014. Opfindere, udviklere, producenter og underleverandører mødtes og gjorde status på det foreløbige arbejde.
”Der er stadig lang vej mod en kommercialisering af bølgekraft, men vi har med WEIB fået hjulpet aktørerne i branchen videre i processen. Vi har sat fokus på de områder, som branchen skal fokusere på i fremtiden, og vi har fået skabt en dialog mellem de forskellige aktører - en dialog, som kan være med til at hjælpe dem på vej mod deres mål og tættere på en egentlig kommercialisering”, siger Kim Nielsen, formand for Partnerskabet for Bølgekraft.
WEIB 2014, der foregik i Esbjerg, var arrangeret af videncentret Offshoreenergy.dk i samarbejde med Bølgekraftforeningen i Danmark og Partnerskabet for Bølgekraft.
En af deltagerne var Anders Køhler, adm. direktør for Floating Power Plant, der er tæt på at kunne levere de første anlæg med kombinerede bølgeenergikonvertere og havvindmøller på kommerciel basis.
”Det er et langt sejt træk at nå dertil, hvor vi kan levere de første anlæg til vores kunder. Det betyder eksempelvis meget at bygge en værdikæde op i en forholdsvis ny branche, og det kan godt være, vi er på den rigtige vej, men vi er fortsat i fuld gang med at finde investorer og relevante samarbejdspartnere. I den proces har WEIB været et rigtig godt forum”, siger han.
Kilde: Offshoreenergy.dk