Studerende får indblik i offshore-branchen
Praktisk erfaring vægter højt, når virksomheder ansætter nye medarbejdere. Det ved man på Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg, der netop har gennemført et nyt valgfag. Her har lokale offshore-virksomheder som Ocean Team Windcare og Semco Maritime været med til at stille opgaverne.
”Det er vigtigt for vores virksomhed, at de studerende og måske kommende medarbejdere ved, hvad de går ind til. Igennem et løbende samarbejde med uddannelsesinstitutionerne giver vi de studerende en mulighed for at vurdere, hvad der kræves af et job i offshore-branchen”, siger Jens Bollerup, managing director i Ocean Team Windcare A/S, der er én af de virksomheder, der har bidraget med opgaver til valgfaget.
22 bachelor-studerende på Erhvervsakademi SydVest har i den seneste uge skippet de normale studier. I stedet har de arbejdet fuld tid med valgfaget ”Offshore Elective”. Et intensivt forløb, hvor de lokale virksomheder har præsenteret de studerende for branchens udfordringer – herunder afdækning af markedspotentiale, salg og kundepleje i offshore-sektoren.
Ocean Team Windcare A/S er en førende virksomheder inden for offshorebranchen, når det kommer til rensning og vedligehold af smøremidler samt væsker i eksempelvis gearkasser, lejer, hydraulik- og kølesystemer.
Hos en anden af samarbejdsvirksomhederne arbejder en tidligere studerende fra Erhvervsakademi SydVest. For Kasper Thorsø Larsen, marketingassistent hos Semco Maritime, har de praktiske udfordringer i løbet af uddannelsen været afgørende for, at han fik arbejde i offshore-branchen. - Det har modnet mig som studerende de gange, vi har arbejdet sammen med virksomheder. Da jeg efter studiet skulle søge arbejde, kunne jeg også meget lettere sætte mig ind i arbejdsgangen, fordi jeg allerede havde stiftet bekendtskab med branchen gennem både undervisning og praktikforløb, fortæller han.
Inden for valgfaget Offshore Elective har Erhvervsakademi SydVest arbejdet sammen med Esbjerg Havn, Ocean Team Windcare, Siemens, Semco Maritime og Jutlandia. Valgfaget er en del af professionsbacheloruddannelsen i International Sales & Marketing.
Kilde: Erhvervsakademi SydVest