Største fartøj nogensinde i Hvide Sande
Siden havneudvidelsen i sommeren 2013, har Hvide Sande Havn oplevet en stærkt stigende trafik af større transport og offshore fartøjer. Onsdag den 14. oktober nåede havnen så endnu en milepæl, da A2Sea’s, Sea Installer, anløb Hvide Sande.
”Dengang vi planlagde den store havneudvidelse, lavede vi faktisk sejladssimulationer med et Jack-up skib på størrelse med Sea Installer, havnen blev ud fra disse simuleringer, designet til at modtage denne type fartøjer. Vi har tidligere haft flere anløb af tre andre Jack-up skibe, men Sea Installer klart det største. Derfor er vi ekstra stolte af, at det nu er lykkes at få Sea Installer til kajen i Hvide Sande”, siger havnechef Henning Yde.
Jack-up fartøjet, som er 132 meter lang og 39 meter bred med sænkbare ben på 82,5 meter, er bygget til at installere og servicere havvindmøller. Skibet er klart det største, som nogensinde har anløbet har anløbet Hvide Sande Havn.
Havnen var for ikke så mange år tilbage stort set kun var en fiskerihavn med de værftsfaciliteter, der var nødvendige for at bygge nye kuttere og udføre reparationer på de eksisterende. Hvide Sande Shipyard har dog de senere år blandt andet lavet serviceeftersyn på de mindre crewbåde, som A2Sea ejer.
Kilde: Hvide Sande Havn