Storm stopper færger til og fra Norge
Den kraftige storm, der har ramt Nordjylland her til morgen har fået Colour Line til at aflyse fredagens færgeafgange mellem Hirtshals - Kristiansand og Hirtshals - Larvik, ligesom færgerne heller ikke sejler fra Norge til Danmark fredag morgen.
Color Lines afgange fra Larvik og Kristiansand klokken 8.00 er aflyst. Det samme gælder afgangene Hirtshals-Kristiansand klokken 12.15 og Hirtshals-Larvik klokken 12.45. DMI har varslet vindstød af orkanstyrke på mere end 32 m/s.
Med varsel om stormen valgte Stena Line allerede i går aftes at aflyse afgangen fra Oslo klokken 19.30 med ankomst fredag morgen klokken 7.30 til Frederikshavn. Afgangen fra Frederikshavn mod Oslo klokken 9.30 fredag er som følge heraf også aflyst.
Kilde: Color Line og Stena Line