Stor byggeaktivitet på norske værfter
Norsk skibsbygningsindustri skal levere over 100 nye fartøjer i løbet af 2015. Kleven blev i oktober 2014 tildelt en kæmpe ordre fra Maersk Supply Service på bygning af seks ankerhåndteringsskibe. Kontrakten indeholdt også optioner på yderligere fire skibe.
”Værfterne viser god fremgang i 2015, men ingen regel uden undtagelse. Nogle mindre værfter har en kortere ordrehorisont”, siger branchedirektør Lars Gørvell-Dahl, Maritim Bransjeforening, til Maritime.no.
Ifølge tal fra Maritim Bransjeforening, i Norsk Industri, har norske skibsværfter underskrevne kontrakter til levering i 2015 og 2016 på i alt omkring 29 milliarder norske kroner i 2015. Ordrebeholdningen i 2015 udgør 13,2 milliarder og i 2016 16,1 milliarder kroner.
Gørvell Dahl oplyser, at der er større konkurrence på markedet end nogensinde. Det betyder et stort pres på indtjeningen blandt værfterne.
Ordreindgangen kommer blandt andet fra havbrugsindustrien, offshorebranchen og
offshorevindbranchen.
Kilde: metalsupply.no