Stena Line: Uproblematisk grænsekontrol
Stena Line, der blandt andet sejler på ruterne Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Varberg, startede allerede med grænsekontrol til Sverige den 12. november og har indtil videre overvejende positive erfaringer med det, fortæller Stena Lines salgs- og markedschef i Danmark, Thomas Christiansen, til Maritime Danmark.
”Vi tog den beslutning at indføre grænsekontrol allerede den 12. november, da svenskerne indførte stikprøvekontrol. Vi ville ikke risikere, at vores gæster kom i den situation, at de sad på færgen og ikke kunne komme videre, fordi de ikke havde gyldigt ID med. Indtil nu har vores erfaringer været overvejende positive”, fortæller Thomas Christiansen til Maritime Danmark.
”Vi har totalt set kun afvist 30-35 gæster, som alle har glemt deres ID. De er så kommet med den næste afgang. Grænsekontrollen har heller ikke medført nogle forsinkelser. Men vi har ikke været igennem en højsæson endnu, så vi ved ikke, hvad der vil ske, når der virkelig er tryk på”, siger Thomas Christiansen.
Stena Line har endnu ikke overblik over, hvad grænsekontrollen medfører af ekstraomkostninger, men rederiet skal dog i gang med at danne sig et overblik over omkostningerne. Det er heller ikke besluttet, hvor stor en del af ekstraomkostningerne, der bliver væltet over på billetpriserne.
”Men hvis grænsekontrollen fortsætter, kan det ikke undgås på et eller andet tidspunkt, at kunderne kommer til at mærke det på prisen”, siger han.
Redaktionen