Stadig flere piger vælger at stå til søs
For første gang i skoleskibet Danmarks 75 år lange historie, er halvdelen af de 80 elever om bord piger, når skoleskibet til juli stævner ud på et togt der vil bringe det til både Rusland og Acorerne. På Skoleskibet Georg Stage er der dog stadig flest mænd ombord
Lørdag stævnede det fuldriggede skoleskib Georg Stage ud på sommerens togt, og om knap to måneder følger skoleskibet Danmark efter, med sin last af unge håbefulde elever.
For skoleskibet Danmark er 2008 i mere end en forstand et særligt år. Dels kan fuldriggeren fejre 75 års jubilæum, dels er det første gang i skibets historie, at halvdelen af de 80 elever om bord er piger. Det oplyser direktør Erik Møller fra MARTEC, hvor skibet hører under.
De tilsammen 133 unge, der sejler med skoleskibene i denne sommer, bliver uddannede som uerfarne skibsassistenter, og kan efter endt togt tage hyre om bord i handelsflådens skibe eller gå videre med en længere uddannelse indenfor søfarten.
Kilde: politiken.dk
