Sømandsbeskatning med i vækstplan
Borgmestrene fra ti af landets søfartstunge kommuner: Bornholm, Esbjerg, Fanø, Frederikshavn, Hjørring, Langeland, Lemvig, Samsø, Svendborg og Ærø, er gået sammen om at skrive til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen i forbindelse med det nye vækstteam.
”Danmark har ellers gode rammer for søfarten, men netop på offshore er vi ringere stillet end vores nabolande. Det betyder, at vi over tid vil miste den styrkeposition, som disse rederier ellers udgør – hvilket vil give jobtab helt ud til kajkanten i vores kommuner,” skriver de ti borgmestre i et fælles brev til ministeren.
Det Blå Danmark spiller en stor rolle for alle ti kommuner, og i brevet fokuserer borgmestrene på et område, hvor Danmark halter efter. Det gælder sømandsbeskatningen af konstruktionsskibe i offshore, hvor rammerne herhjemme er ringere end i vores nabolande.
”Derfor vil vi gerne opfordre til, at I sørger for at få håndteret udvidelsen af sømandsbeskatningen på offshore-området i en ny vækstplan. Det er oplagt, at regeringen i den sammenhæng sætter handling bag ord og får ligestillet de danske skatteforhold med konkurrenternes”, står der videre i brevet.
For Jakob Ullegård, direktør i Rederiforeningen, understreger brevet fra borgmestrene, at de skæve skattevilkår for den maritime offshore er en udfordring for hele landet. Men med det kommende vækstteam mener han der er en oplagt mulighed for at gøre noget ved det.
Kilde: Danmarks Rederiforening