Solenergi skal drive japansk biltransporter
Det japanske rederi Nippon Yusen KK udstyrer nu en nybygget biltransporter med et solcelleanlæg der både skal reducere CO2 udslippet og spare olie. Målet er at solenergien skal dække 6,5 procent af skibets energiforbrug
Hvert år transporterer det japanske rederi NYK tusindvis af nye Toyotaer fra Japan til kunder over hele verden. Transporten foregår i specialindrettede biltransportere, hvis kasseagtige form er med til at gøre skibene til store energislugere. Men det vil japanerne nu gøre noget ved.
I samarbejde med Nippon Oil, der producerer solcelleanlægget, og Toyota, hvis biler rederiet transporterer, gennemfører NYK et eksperiment, hvor et 40kW stort solcelleanlæg vil blive monteret ombord på en af rederiets nye biltransportere der leveres til december.
Målet er at anlægget skal producere 6,5 procent af det 60.000 tons store skibs energiforbrug, hvilket vil reducere CO2 udslippet med op til 2 procent. Samtidig skal forsøget vise, hvordan vind, saltvand og vibrationer fra skibets motorer påvirker solcellerne.
Om tre til fem år håber rederiet at kunne montere så mange solceller ombord på sine skibe, at det kan dække halvdelen af elforbruget ombord på en biltransporter, og 30 procent af forbruget ombord på et containerskib.
Kilde: Ny Teknik