Søby Værft ser lyst på fremtiden
I december kunne Fyns Amts Avis fortælle, at Søby Værft havde masser af ordrer på bogen. Siden er antallet af medarbejdere steget, så der lige nu er mellem 170 og 200 medarbejdere beskæftiget på det ærøske værft.
Sidst værftet havde så mange folk i arbejde var helt tilbage i 1980’erne, hvor der var omkring 130 ansatte. Når regnskabet for 2013 offentliggøres, vil det vise overskud i modsætning til 2012, oplyser direktør Roar Falkenberg til Fyns Amts Avis. I 2012 kom Søby Værft ud med et underskud på fire millioner kroner.
De seneste år har værftet omlagt virksomheden. Det betyder færre afdelinger, så kun stålafdeling, motorafdeling, projektafdeling og administrationen er tilbage. Værftets øvrige opgaver er outsourcet til andre virksomheder på Ærø.
Kilde: Fyns Amts Avis