Søby Værft indgår ny langtidskontrakt
KORT NYT: Søby Værft har indgået en 4-årig aftale med Marinehjemmeværnet om at vedligeholde 30 af hjemmeværnets skibe, som alle er bygget på værftet over de seneste 10 år. Aftalen er vundet efter en udbudsrunde.
”I hvert fald de næste fire år er vi sikre på, at vi arbejder for hjemmeværnet. Havde vi ikke fået den opgave, så skulle vi med stor sandsynlighed have afskediget medarbejdere”, siger Roar Falkenberg, direktør for Søby Værft, til DR P4 Fyn.
Søby Værft har indtil nu haft en aftale om at vedligeholde halvdelen af skibene, men får nu ansvaret for at vedligeholde samtlige 30 skibe.
Kilde: DR P4 Fyn
