Sms-læsning var godkendt på forhånd
I 2012 blev tre kranførere på Aarhus Havn fyret efter, at havnens ledelse havde læst en sms-korrespondance, der fandt sted i forbindelse med en konflikt mellem kranførere og Aarhus Havns ledelse. En retssag skal i den kommende uge afgøre, om det var ulovligt eller ej, at havnens ledelse læste sms’erne.
Statsadvokaten i Viborg har valgt at tiltale Aarhus Havn, den daværende havnedirektør Bjarne Mathiesen samt en ledende medarbejder for brud på brevhemmeligheden, skriver fyens.dk, der citerer Ritzau.
De tiltalte indrømmer gerne, at de læste sms’erne, men de siger samtidig, at den juridiske afdeling i Aarhus Kommune forinden havde blåstemplet, at de læste sms’erne, og dermed var de tilsyneladende i god tro. Juristerne havde desuden også godkendt, at sms’erne blev brugt som grundlag for at fyre de tre kranførere for blandt andet krænkende udtalelser om ledelsen.
Der var tale om en lang række sms’er mellem de tre kranførere og deres 25 havnekollegaer. Efterfølgende blev de tre kranførere, hvoraf to var arbejdsmiljørepræsentanter fyret i november 2012.
Kilde: fyens.dk